Kom godt i gang

Ønsker du hjælp til at komme i gang, eller har du gode tips, du gerne vil dele med andre, kan du skrive her.
Luftfotosamlingen
Indlæg: 142
Tilmeldt: fre 19. jul 2013 12:54

Kom godt i gang

Indlægaf Luftfotosamlingen » tirs 17. feb 2015 15:25

Kære alle

På opfordring af flere brugere, har jeg forsøgt at forfatte en vejledning til, hvordan man kommer (godt) i gang med arbejdet med at placere luftfotos. Det er min mening - og mit håb - at der skal være et link til vejledningen på selve Danmark set fra luften. Men inden jeg sender opgaven videre til vores IT-folk, vil jeg meget gerne have jeres kommentarer og tilføjelser til vejledningen. Er den til at læse og forstå? Og er der informationer, nyttige tips, links eller andet, I mener, der skal med?

Håber I vil hjælpe. :)

Med venlig hilsen

Mette

KOM GODT I GANG
1. Opret dig som bruger
Hvis du ikke allerede er registeret som bruger (låner) på Det Kongelige Bibliotek, kan du registrere dig online ved at klikke på Log ind øverst i højre hjørne af skærmbilledet, og her vælge Ny låner. Dit login bør virke straks efter, du har registeret dig online. Når du bliver bedt om at vælge Afhentningssted, vælger du bare et vilkårligt sted fra listen – det har ingen praktisk betydning. Når du bliver bedt om at angive en firecifret pinkode til brug for afhentning af lån på KB/KUBIS lendomater, skal du bare vælge fire vilkårlige tal - du skal ikke bruge denne kode, når du logger ind på Danmark set fra luften, så det behøver ikke være en kode, du kan huske. Hvis du oplever problemer med din onlineregistrering, kan du henvende dig til Kontakt biblioteket.

2. Zoom ind på det område, du vil arbejde med
Vælg først den del af Danmark, du vil arbejde med, i menuen Vælg område. Hvert område har sin egen URL, som du kan bogmærke. Når du har valgt landsdel, kan du begrænse området yderligere ved at zoome ind på det lokalområde, du er interesseret i. Hver gang du zoomer ind, begrænser du antallet af viste billeder. Hvis du f.eks. kun ønsker at se billeder af en enkelt ejendom, skal du blot zoome helt ind på ejendommen.

3. Find et billede, du kan placere
Når du har zoomet ind på det område, du ønsker at arbejde med, kan du se alle billeder fra området i venstre side af skærmbilledet. Ønsker du kun at se billeder, der endnu ikke er placeret, skal du vælge Ikke korrekt placeret i feltet Placering under Søgeindstillinger. Når du har fundet et billede, du kan placere, så højreklik på billedet og vælg Åben link i nyt faneblad. Billedets landing page åbner nu i en ny fane. Her kan du placere billedet og redigere i oplysningerne om billedet. Når du er færdig, skal du blot lukke fanen, og du er tilbage ved din oprindelige søgning.

4. Ret oplysninger eller tilføj den præcise adresse
Alle oplysninger i felterne Titel, Person, Bygningsnavn, Adresse og Note kan rettes ved at klikke på Rediger. Alle oplysninger du tilføjer eller retter i disse felter er søgbare, og kan rettes af andre brugere. Hvis du ikke i forvejen kender den præcise adresse, kan du finde den i Google Maps ved her at zoome ind på ejendommen, højreklikke på ejendommen og vælge Hvad er der her?

5. Kommentarer
Oplysninger du tilføjer som Kommentar er ikke søgbare. Kommentarer kan ikke slettes af andre brugere, men kun af de brugere, der har tilføjet dem. Ønsker du at slette en kommentar, du selv har tilføjet, skal du klikke på det lille grønne kryds ud for dit navn ovenover din kommentar.

5. Arbejd med én serie ad gangen
Alle billeder i en serie er som udgangspunkt (der er undtagelser) optaget i samme område, og ligger som perler på en snor (flyruten). Du kan derfor med fordel arbejde med én serie ad gangen. Billedernes Id er baseret på de oprindelige negativnumre, og er sammensat af et serienavn og et løbenummer. Hvis du ønsker at søge efter én bestemt serie eller ét bestemt billede i en serie, skal du erstatte underscore og bindestreg med plustegn, når du søger i fritekstsøgefeltet på Danmark set fra luften – før Google. Hvis du fx har placeret billedet AAL_BL45-145_001, og ønsker at finde AAL_BL45-145_002 skal du altså søge på: AAL+BL45+145+002. Hvis du har placeret AAL_BL45-145_001 vil AAL_BL45-145_002 sandsynligvis være en af naboejendommene.

6. Brug ortokortene
Gårdnavne og andre oplysninger om de enkelte billeder er hentet enten fra Sylvest Jensen Luftfotos protokoller eller fra bagsiden af prøvebillederne, og der kan være fejl! Stol derfor ikke blindt på et oplyst gård- eller ejernavn, men brug i stedet ortokortene til at finde billedets korrekte placering. Ortokortene finder du i menuen Indlæs ortokortDanmark set fra luften – før Google. Kun få ejendomme har bevaret samme udseende fra midten af 1950’erne til i dag, så hvis du fx ønsker at placere et billede fra 1955, kan du med fordel bruge ortokortet fra 1954, hvor du kan se hele Danmark som lodoptagelse.

7. Nyttige websider til arbejdet
Hvis du har problemer med at placere et billede, kan det være en hjælp at zoome ind på bygningerne bag den fotograferede ejendom. Ofte kan en kirke, mølle, herregård etc. hjælpe et billede på plads.

Kirker i Danmark: http://sub.dis-danmark.dk/kirkeimg/New/
Danske fyrtårne: http://www.fyrtaarne.dk/
Danske herregårde: http://www.danskeherregaarde.dk/

Hvis du kender gårdens navn, kan du på Danmark før og nu under Stednavn søge på gårdnavnet for at se gårdens placering. På Historisk Atlas kan du under Kort se topografiske kort med gårdnavne fra bl.a. 1945 og 1976.

Danmark før og nu: http://kmswww3.kms.dk/kortpaanettet/dkfoerognu.htm
Historisk Atlas: http://historiskatlas.dk/

Andre nyttige sider er Google Maps, hvor du kan hente den præcise adresse, og Kortal.dk, hvor du under Se Danmark før og nu kan søge på en adresse og se og sammenligne lodoptagelser fra 1954 og fra 1995 og frem til 2014. På LW1944 kan du se Luftwaffes lodoptagelser fra 1944.

Google Maps: https://maps.google.dk/maps?output=classic&dg=brw
Kortal.dk: http://www.kortal.dk/privat/index.asp
LW1944: http://lw1944.flyfotoarkivet.dk/
peterrust
Indlæg: 76
Tilmeldt: lør 10. jan 2015 21:37
Kontakt:

Re: Kom godt i gang

Indlægaf peterrust » ons 18. feb 2015 01:05

Hej Mette
Superfint med en vejledning som denne, jeg mener den kan forstås og den må ikke være ret meget længere for overskuelighedens skyld.
Punkt 6 er meget vigtig. Jeg er desværre stødt på grønne nåle, som er fejlplaceret sikkert på grund af sammenfald af personnavne eller ejendomsnavne. Jeg går selv meget op i at studere ejendommenes omgivelser, veje, markskel/læbælter, vandløb, kirketårne, transformatortårne/højspændingsledninger m.m., disse ting kan jo stedfæstes på luftfoto.
Til punkt 7 har jeg en tilføjelse, en side jeg anvender rigtig tit er Danmarks Miljøportal: http://arealinformation.miljoeportal.dk/distribution/ , her kan man finde diverse kort og luftfoto m.m. Der er luftfoto fra 1945 (noget bedre end Luftwaffes 1944) og 1954 og nogle nyere. Her kan også findes matr. nr. og adresse på de enkelte ejendomme.
En anden side jeg anvender er Flyfotoarkivet.dk , her findes luftfoto fra dele af Jylland fra 60erne og 70erne.

Med venlig hilsen
Peter H. R. Jensen
Med venlig hilsen
Peter H. R. Jensen
Luftfotosamlingen
Indlæg: 142
Tilmeldt: fre 19. jul 2013 12:54

Re: Kom godt i gang

Indlægaf Luftfotosamlingen » ons 18. feb 2015 15:08

Kære Peter

Mange tak for tilbagemeldingen, og de supplerende links - de skal (selvfølgelig) begge med under Nyttige websider til arbejdet. :)

Med venlig hilsen
Mette
Brugeravatar
Poul_Nordfyn
Indlæg: 94
Tilmeldt: tirs 30. jul 2013 21:10

Re: Kom godt i gang

Indlægaf Poul_Nordfyn » fre 1. jul 2016 22:42

Hej Mette
Nu er det jo en gammel tråd, men der mangler måske et punkt der omhandler hvad man ikke skal gøre, se evt mit seneste indlæg i "Jagten på de blå nåle"

Det vil måske også være en god ide, at sende vejledningen til nye brugere i en mail, så er der bedre mulighed for at de ser den.
Vi må vel forvente at der kommer mange nye til, med alle de nye billeder.

mvh Poul J

Tilbage til "Tips og tricks:"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst